Palantir kom i går med et solidt regnskab for fjerde kvartal
Palantir (NYSE:PLTR) leverede i går et regnskab, der klart overgik forventningerne og som i vores optik bekræfter, at selskabet er trådt ind i en ny fase. Omsætningen steg 70 % år for år til 1,4 mia. USD og lå markant over konsensus, mens indtjeningen pr. aktie ligeledes slog markedets estimater. Det understreger, at Palantir ikke længere kun vokser hurtigt, men i stigende grad formår at omsætte væksten til lønsomhed.
|
Palantir Q4
|
Aktuel
|
Konsensusforventing
|
Beat / Miss
|
|---|---|---|---|
|
Omsætning (USD) |
$1,41 mia. |
$1,34 mia. |
Beat |
|
EPS (USD) |
$0,25 |
$0,23 |
Beat |
Stærk amerikansk efterspørgsel driver udviklingen
Væksten var især drevet af den amerikanske forretning, hvor den kommercielle del voksede hele 137 % år for år. Det indikerer en markant acceleration i efterspørgslen efter Palantirs AI- og dataplatforme blandt private virksomheder. Samtidig fortsatte salget til amerikanske myndigheder den stærke udvikling, hvilket giver en attraktiv kombination af stabil offentlig efterspørgsel og højvoksende kommercielle kunder.
Guidance peger på fortsat momentum
De positive takter blev yderligere understøttet af selskabets guidance. Palantir hævede forventningerne for både det kommende kvartal og hele regnskabsåret, og de nye estimater ligger tydeligt over analytikernes forventninger. For 2026 guider selskabet nu mod en samlet omsætningsvækst på 61 %, mens den amerikanske kommercielle forretning forventes at vokse hele 115 %. Det peger på høj visibilitet i forretningen og en pipeline, der fortsat bygges ud i et højt tempo.
Vores perspektiv
Markedet kvitterede med en klar positiv reaktion, og aktien står til at stige mere end 12 % i pre-marked. Det er bemærkelsesværdigt i lyset af det pres, Palantir-aktien har været under sammen med resten af softwaresektoren. Samlet set bekræfter regnskabet, at Palantir nu høster frugterne af mange års investeringer i AI og dataplatforme. Væksten er bredt funderet, indtjeningen følger med, og den løftede guidance indikerer, at selskabet bevæger sig fra potentiale til reel skalering.
Denne nyhed er udelukkende udarbejdet med henblik på information og skal ikke opfattes som en anbefaling om at købe eller sælge værdipapirer i de nævnte selskaber.
Få tech-indsigterne, før de rammer markedet
I vores ugentlige nyhedsbrev deler vi analyser af AI, datacentre og teknologiaktier, så du forstår markedets bevægelser før de bliver mainstream.
