Cloudflare lukker 2025 med stærk eksekvering
Cloudflare (NYSE:NET) offentliggjorde i går regnskab for fjerde kvartal og hele regnskabsåret 2025. Regnskabet bekræfter et selskab, der fortsat vokser markant, men som samtidig bevæger sig ind i en fase med tydeligere operationel gearing. Det er ikke længere kun historien om høj toplinjevækst, men i stigende grad også om cash flow, backlog og forudsigelighed. Markedets umiddelbare reaktion afspejler dette, hvor aktien i premarket handles op omkring 15%.
Omsætningen voksede bredt på tværs af produktområder og kundesegmenter, mens både marginer og fri pengestrøm udviklede sig i den rigtige retning. Samlet set er det et regnskab, der signalerer strukturel styrke snarere end kortsigtet acceleration og som tydeligt har overbevist investorerne i den første handel.
|
Cloudflare Q4
|
Aktuel
|
Konsensusforventing
|
Beat / Miss
|
|---|---|---|---|
|
Omsætning (USD) |
$615 mil. |
$591 mil. |
Beat |
|
EPS (USD) |
$0,28 |
$0,27 |
Beat |
Tallene viser et klart revenue-beat i Q4 samt en guidance, der sætter en relativt solid bund under 2026. Samtidig fortsætter Cloudflare med gradvist at forbedre indtjeningsprofilen, uden at det sker på bekostning af væksten.
Et regnskab hvor kvaliteten af væksten fylder mere end selve vækstraten
Det mest interessante i regnskabet er ikke kun, at omsætningen vokser, men at kvaliteten af væksten forbedres. Cloudflare rapporterer fortsat stærk udvikling i RPO og current RPO, som dækker allerede indgåede kontrakter, der først indtægtsføres over tid. Når disse tal vokser hurtigt, betyder det, at selskabet sælger mere fremtidig forretning, end der aktuelt vises i omsætningen. For investorer er det centralt, fordi det øger visibiliteten i indtjeningen. En større del af den kommende omsætning er allerede kontraktligt sikret, ofte gennem flerårige enterprise-aftaler. Det reducerer volatilitet, øger kontraktstørrelserne og styrker kundeloyaliteten. Samtidig viser det, at Cloudflare i stigende grad bevæger sig fra at være et taktisk værktøj til at blive en integreret del af kundernes digitale infrastruktur. Den type overgang har historisk været afgørende for platformsselskaber, der formår at kombinere vækst med forudsigelighed og stigende strategisk betydning.
Cash flow og operationel gearing begynder at stå tydeligt frem
Et andet vigtigt element i regnskabet er udviklingen i fri pengestrøm. Cloudflare genererer nu meningsfuldt cash flow, samtidig med at selskabet fortsat investerer tungt i netværk og produktudvikling. Det understøtter tesen om, at forretningen kan skaleres mere effektivt, end mange tidligere har antaget.
Det er et klart skridt væk fra ren vækstfinansiering og i retning af en mere balanceret kapitalstruktur. For investorer reducerer det afhængigheden af eksterne kapitalmarkeder og øger den langsigtede robusthed.
Guidance for 2026 signalerer fortsat momentum
Guidancen for både Q1 og hele 2026 indikerer, at efterspørgslen ikke blot var koncentreret i Q4. For første kvartal af 2026 forventer Cloudflare en omsætning på 620,0 til 621,0 mio. USD, hvilket peger på fortsat solid toplinjevækst ind i det nye regnskabsår.
For hele 2026 guider selskabet en omsætning på 2.785,0 til 2.795,0 mia. USD. Det signalerer, at Cloudflare går ind i året med en stærk pipeline og høj visibilitet i indtjeningen. I et marked, hvor mange software- og infrastrukturselskaber fortsat oplever usikkerhed omkring kundernes budgetter, fremstår Cloudflare i stigende grad som kritisk infrastruktur snarere end en valgfri omkostning.
Cloudflare er blevet en integreret infrasturkturplatform
Cloudflare bevæger sig fortsat væk fra narrativet som klassisk CDN-udbyder. Zero Trust, applikationssikkerhed, edge compute og trafikstyring bliver i stigende grad solgt som en samlet platform frem for enkeltstående produkter. Det øger switching costs markant og gør det langt sværere for kunder at fragmentere deres setup på tværs af flere leverandører. Når først sikkerhed, routing, performance og identitet er integreret i samme lag, bliver Cloudflare en central del af arkitekturen.
Samtidig begynder AI-relateret trafik at spille en mere synlig rolle. I takt med at workloads flytter tættere på netværket, og realtidskravene til latency og sikkerhed stiger, vokser behovet for infrastruktur, der kan håndtere komplekse og distribuerede kald mellem services, modeller og databaser.
Her bliver agentic AI særligt relevant. Når autonome agenter skal træffe beslutninger, kalde eksterne API’er, validere data og interagere på tværs af systemer i realtid, øges både trafikmængden og kompleksiteten eksponentielt. Det kræver sikker identitetsstyring, intelligent routing og global edge-kapacitet. Netop det lag opererer Cloudflare i. Med løsninger som Workers, Zero Trust og deres globale netværk positionerer de sig som et naturligt kontrol- og eksekveringslag for agent-baserede systemer.
Vores perspektiv
Cloudflare passer direkte ind i de strukturelle temaer, Techwave investerer efter. Digital infrastruktur, sikkerhed, edge compute og AI-drevet trafik smelter i stigende grad sammen, og Cloudflare befinder sig præcis i krydsfeltet. Regnskabet viser ikke kun fortsat høj vækst, men også at forretningen modnes. Indtjeningen bliver mere forudsigelig, cash flow stærkere, og en større del af omsætningen er allerede kontraktligt sikret.
Det her er ikke et regnskab, der ændrer narrativet. Det er et regnskab, der underbygger det. Cloudflare fremstår i stigende grad som en platform, der bevæger sig fra ren vækst mod reel skalerbarhed, uden at miste sin strukturelle medvind. Det er netop dér, de mest interessante infrastrukturselskaber begynder at adskille sig.
Denne nyhed er udelukkende udarbejdet med henblik på information og skal ikke opfattes som en anbefaling om at købe eller sælge værdipapirer i de nævnte selskaber.
Få tech-indsigterne, før de rammer markedet
I vores ugentlige nyhedsbrev deler vi analyser af AI, datacentre og teknologiaktier, så du forstår markedets bevægelser før de bliver mainstream.
