Amazon (NASDAQ: AMZN) offentliggjorde i går regnskab for andet kvartal 2026. Omsætningen steg 20 procent til 200,6 milliarder dollar, mod ventet 196 milliarder dollar, mens driftsindtjeningen (EBIT) landede på 27,5 milliarder dollar, en stigning på 43 procent i forhold til samme kvartal sidste år.
Nettoresultatet endte på 62,6 milliarder dollar, svarende til en GAAP EPS (indtjening per aktie efter amerikanske regnskabsregler) på 5,75 dollar mod 1,68 dollar sidste år. Det markante spring skyldes dog i høj grad en regnskabsmæssig gevinst på 53,4 milliarder dollar fra Amazons investering i Anthropic og afspejler derfor ikke den underliggende drift alene.
Den mest markante nyhed i regnskabet er AWS, cloud-forretningen, der voksede 37 procent år over år til 42,2 milliarder dollar. Det er den hurtigste vækst i 18 kvartaler og svarer til en annualiseret omsætning på 169 milliarder dollar.
| Amazon Q2 2026 | Aktuel | Konsensus | Beat / Miss |
|---|---|---|---|
| Omsætning (USD) | 200,6 mia. | 196,0 mia. | Beat |
| Driftsindtjening EBIT (USD) | 27,5 mia. | 23,6 mia. | Beat |
| EPS GAAP (USD) | 5,75 | 1,82 | Beat |
AWS-vækst accelererer til hurtigste tempo i 18 kvartaler
AWS-væksten på 37 procent er en markant acceleration fra 28 procent i første kvartal og fra 17 procent for et år siden. Det er den højeste vækstrate for forretningen i flere år og kommer på et tidspunkt, hvor flere investorer har været bekymrede for, om Microsoft Azure og Google Cloud var ved at lukke hullet til AWS.
Driftsmarginen i AWS, altså hvor stor en andel af omsætningen der bliver til overskud efter driftsomkostninger, steg til 39,4 procent fra 32,9 procent sidste år. Driftsoverskuddet i segmentet voksede 64 procent til 16,6 milliarder dollar, altså hurtigere end selv den kraftige omsætningsvækst.
Amazon oplyser, at både AI-forretningen og chips-forretningen (Trainium) hver især nu overstiger en årlig omsætningstakt på 25 milliarder dollar med trecifrede vækstrater. Selskabet fremhæver desuden nye flerårige kapacitetsaftaler med Anthropic og OpenAI som tegn på fortsat stærk efterspørgsel efter Amazons AI-infrastruktur.
Capex-bølgen sender free cash flow i minus
Bagsiden af AI-investeringerne ses tydeligt i pengestrømmene. Amazons investeringer i ejendom og udstyr (capex), primært AI-infrastruktur og datacentre, steg 64 procent til 169,0 milliarder dollar på tolv måneders basis. Det svarer til en stigning på 66,1 milliarder dollar i forhold til året før.
Det har vendt selskabets frie pengestrøm (free cash flow, altså de kontanter der er tilbage efter investeringer) fra et overskud på 18,2 milliarder dollar for et år siden til et underskud på 7,6 milliarder dollar på tolv måneders basis. Det er første gang siden 2021, at Amazon rapporterer negativ free cash flow, selv om den underliggende drift aldrig har genereret flere kontanter.
Det driftsmæssige cash flow steg samtidig 33 procent til rekordhøje 161,4 milliarder dollar. Det er derfor investeringstempoet, og ikke den underliggende drift, der har sendt free cash flow i minus. Spørgsmålet for investorer er nu, om det nuværende capex-niveau er midlertidigt, eller om det bliver det nye normale i en AI-drevet cloudbranche.
Anthropic-gevinsten pynter på bundlinjen
Den kraftige stigning i nettoresultat og EPS skal læses med forbehold. Ud af de 80,9 milliarder dollar i resultat før skat kommer 53,4 milliarder dollar fra en ikke-driftsmæssig regnskabsmæssig opskrivning, primært af Amazons ejerandel i det unoterede AI-selskab Anthropic. Den post har intet at gøre med salg af varer eller cloud-tjenester.
Det reelle billede af driften ses derfor bedre i driftsindtjeningen (EBIT) på 27,5 milliarder dollar, som steg 43 procent. Det er et stærkt resultat, men langt mindre voldsomt end de 245 procent nettoresultatet voksede med. Værdien af unoterede investeringer som Anthropic kan svinge betydeligt fra kvartal til kvartal, og den type gevinster bør derfor ikke ekstrapoleres fremad.
Techwave perspektiv
Amazon leverede et af sine stærkeste kvartaler nogensinde. Det mest interessante er efter vores vurdering ikke de imponerende væksttal i sig selv, men at AI-investeringerne nu i stigende grad materialiserer sig i omsætning og driftsindtjening. AWS leverede sin højeste vækst i 18 kvartaler samtidig med, at driftsmarginen steg markant.
Vi ser det som endnu en bekræftelse på den udvikling, vi også har set hos Microsoft. De massive investeringer i AI-infrastruktur er ikke længere kun et løfte om fremtidig vækst. De begynder allerede nu at kunne aflæses direkte i regnskaberne. For os, der investerer på tværs af hele AI-værdikæden, er det et stærkt signal. Voksende capex-investeringer og fortsat høj efterspørgsel understøtter vores investeringstese hele vejen fra infrastrukturspillerne til virksomhederne, der udvikler og udbyder AI-applikationer.
Selskabets guidance for tredje kvartal peger på en omsætningsvækst på 9 til 12 procent, en opbremsning fra andet kvartals 20 procent. Amazon oplyser dog selv, at det primært skyldes forskelle i timingen af Prime Day mellem de to år. Efter vores vurdering peger guidancen derfor ikke på en grundlæggende opbremsning i forretningen, men snarere på en kalenderteknisk effekt.